To lækre salater, der tager hensyn til adskillige fødevareallergier

Jeg er medlem af en ny middelaldergruppe, Nordur Alabu (nordlige Aalborg) og vi skulle have møde i weekenden. Det blev planlagt, at vi skulle mødes fredag aften og spise sammen, snakke lidt og lære hinanden, at kende. Der skulle grilles noget lækkert kød og det skulle serveres med hvidløgsflûte, grillede majskolber, smørstegte rosenkål og to lækre salater. Medlemmerne tæller to glutenintolerente, en laktoseintolerant og to personer med adskillige fødevareallergier/krydsallergier.

Vi blev enige om at dele opgaverne lidt ud, så nogle kom med kage, andre kom med brød og nogle stod for salat, så værtsparret ikke skulle stå med det hele.
Jeg fik ansvaret for salaterne, og det var jo en spændende udfordring 🙂

Salaterne måtte ikke indeholde følgende ingredienser: gulerod, grøn peber, kiwi, melon, banan, solsikkefrø, persille, pastinak, purløg, dild, estragon, karry, basilikum, gluten, ost laktose, anis, oregano, paprika, kommen, timian, merian, ananas, koriander, fennikel, løvstikke, knoldselleri eller blegselleri.
Og det skulle være low carb, da et af medlemmerne lever efter LCHF principperne, så umiddelbart ingen andre frugter eller tørrede bær.

To lækre salater

Første indskydelse var at lave en bønnesalat af grønne bønner, det mætter godt. Dernæst tænkte jeg noget med nødder, evt pistacienødder, det kunne være ret lækkert i en salat. Og der er mange lækre salater derude med pistacienødder, men de er allesammen med frugt. Så jeg måtte lige høre hvor striks hun er med sin low carb, for er hun striks er frugt no go. Frugt blev godkendt, så jeg endte med en blomkålssalat med frisk kørvel, nektariner og pistacienødder.

Vi var 9 personer der skulle bespises, og da salaterne kun skulle udgøre en del af måltidet, er portionerne ikke, som de ville være, hvis de hver især var eneste tilbehør til en grillaften.

To lækre salater

Bønnesalat:

1 pose frosne bønner
2 rødløg
3 spsk olivenolie
3 spsk god æblecider eddike
salt og peber
1 pakke laktosefri fetaost (eller almindelig festaost)

De frosne bønner kommes i kogende vand og tages op igen så snart vandet igen koger. Olivenolie og æblecidereddike blandes sammen og røres med salt og peber. Rødløgende skæres i halve ringe og blandes med bønnerne og dressingen. Det hele drysses med smuldret festaost og serveres lunt.

To lækre salater

Blomkålssalat med nektariner og pistacienødder:

1 blomkål
4 nektariner eller ferskner
2 tsk groft salt
½ potte frisk kørvel
200 g pistacienødder, saltede og ristede

Blomkålen skæres i små stykker eller hakkes i en minihakker og blandes med saltet og får lov til at stå og trække lidt. Nektarinerne skæres i helt tynde både og kørvel hakkes fint. Det hakkede kørvel blandes godt med blomkålen og nektarinbådene vendes i. pistacienødderne pilles ud af deres skal, hvis ikke du kan finde dem pillede og vendes i.

Blomkålssalaten tager sig ikke så godt ud i en skål på den måde, men det var lige den mulighed vi havde for at servere den. Den smagte godt, men desværre var nektarinerne ikke særligt modne, så de var lidt kedelige.

Jeg er blevet ansvarlig for maden på vores markeder og har været igang med at kigge på opskrifter fra middelalderen, mange af dem skal tilpasses en del for at kunne tage hensyn til alle fødevareallergierne, men det kan faktisk gøres, også uden at gå for meget på kompromis med den historiske korrekthed. Hvede og byg i supper og grød kan skiftes ud med glutenfri havre, man brugte det godt nok ikke så meget i danmark, men det gjorde man i sverige. Så jeg er svensker og derfor kan jeg også godt bruge havreboller som brød.

LCHF derimod kniber det lidt med, men der vil være grøntsager til alle måltider, så mon ikke vi klarer den også.
Jeg elsker udfordringer og at lave glutenfri, laktosefri og allergivenligt middelalder mad er bestemt en udfordring 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *