Ostegratinerede rosenkål med glutenfrie panerede rødspættefileter og mos af rødder.

For kort tid siden faldt jeg over Moderne Mama 3 i Superbrugsen til 30 kr. Jeg elsker Italiensk mad og følger Moderne Mama på facebook, hvor jeg virkelig finder mange lækre opskrifter.

I går lavede jeg så en glutenfri version af de ostegratinerede rosenkål med skimmelost og hold da op det blev godt. Det er en af de former for grøntsagstilbehør, som godt kan blive en favorit i mit køkken. Men jeg er jo også en de sære mennesker, som elsker rosenkål. Resten af bogens opskrifter lover også godt, glæder mig specielt til at afprøve de panerede risottokugler og marsalamoussen.

Jeg bruger rosenkål friske, så ofte jeg kan. Dem fra frost er såmænd fine nok, men de friske har bare mere sprødhed. Kæresten havde købt rødspættefileter, for han havde lyst til fisk. Jeg valgte at panere dem i en kombination af polenta og fintrevet Pecorino Romano ost, når nu de skulle spises med ostegratinerede rosenkål. Jeg havde en lille smule sødekartofler og jordskokker, som skulle bruges så de blev til mos og så var aftensmaden klaret.

Følgende er til 2 personer med en rest til frokost for 1 næste dag.

2015-10-11 19.33.41

Et fad med lækre ostegratinerede rosenkål

Ostegratinerede rosenkål:

20 g smør
400 g rosenkål
100 g bacon i tern

Bacon og rosenkål svistes på en pande i smør, til baconen er sprød og hældes derpå over i et ovnfast fad.

100 g smør
2 spsk Maizena majsstivelse
1 dl fløde
4 dl mælk
salt og peber

Smelt smørret i en gryde og rør Maizena majsstivelsen ud i det. Tilsæt mælk og fløde og bring det i kog til saucen har en lækker konsistens.

75 g god skimmelost
100 g fintrevet Pecorino Romano eller parmesan

Skær skimmelosten ud i små stykker og drys dem over rosenkål og bacon. Hæld saucen over og drys til sidst med revet Pecorino Romano.

Bag det i ovnen i ca 15 minutter ved 180 ºC

Rodmos:

300 g rodfrugter f.eks jordskokker, sødekartofler, pastinak eller lign.
1 spsk smør
salt og peber

kog rodfrugterne møre og hæld vandet fra. Mos frugterne med smørret og smag til med salt og peber.

Glutenfrie panerede rødspættefileter:

1 æg
½-1 dl polenta
½ dl revet Pecorino Romano eller parmesan
salt og peber
200 g ferske rødspættefileter
Smør eller olie til stegning

Pisk ægget sammen med en gaffel på en tallerken og bland polenta, parmesan, salt og peber sammen på en anden tallerken. Vend rødspættefileterne først i æg og dernæst i polentablandingen. Steg dem på en mellemvarm pande i rigeligt fedtstof, til de er sprøde og lækre.

2015-10-11 19.34.47

Så er der serveret 😀

Det jeg gjorde var at klargøre de gratinerede rosenkål, så de bare skulle i ovnen og da der så var ca. 15 minutter tilbage af tilberedningen af mos og rødspættefileter, satte jeg rosenkålene i ovnen.

11169885_10205816848273188_6243836882272345809_n

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *