Lakselasagne med spinat og Sambal Oelek

Vi har gang i projekt tøm fryseren, så jeg tog spinat og laks op og spurgte min kæreste om ikke vi kunne improvisere en lakselasagne med spinat og Sambal Oelek.

Han måtte grave dybt i gemmerne for at finde de to opskrifter han har på spinatlasagne. Den ene er med tomatsauce og sambal oelek, den anden er med bechamelsauce og hele tomater. Ud fra dem fik vi sammensat en god lakselasagne med spinat og Sambal Oelek.

Hvad er det der Sambal Oelek tænker du måske? Det er en chilipasta, som virkelig er god. Vi bruger den til rigtigt meget, f.eks. chilimayo og i mange sammenkogte retter. Du kan finde den i større supermarkeder.

Noget af det jeg virkelig elsker ved sambal oelek er at den smager intenst af chili uden at være ulideligt stærk. Den type chili der bruges og den måde chilien forabejdes på giver mindre styrke og mere smag. Det er chili, så hvis du bruger meget vil du stadig få den brændende fornemmelse.

Lakselasagne med spinat og Sambal Oelek

Lækker velsmagende lasagne, med laks, spinat, tomat, Sambal Oelek og bechamelsauce.

Ret Hovedret
Køkken Dansk, Italiensk
Keyword fisk, laks, lasagne
Forb. tid 45 minutter
Tilb. tid 45 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser

Lakse/spinatfyld

  • 500 g laks fersk
  • 4 spsk olivenolie
  • 3 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 500 g frosset spinat optøet
  • 1 dl fløde
  • 1-3 tsk sambal oelek
  • salt
  • peber

Bechamelsauce

  • 1 spsk maizena majsstivelse
  • ½ l mælk
  • 80 g parmesanost
  • 1 knsp muskatnød stødt
  • salt
  • peber

sammenlægning

  • 300 g cherrytomater
  • 1 pk glutenfrie lasagneplader
  • 1 ps revet mozzarella

Sådan gør du

Lakse/spinatfyld

  1. Steg laksen i halvdelen af olivenolien til den er netop gennemstegt. Tag den af panden og pluk den i mindre stykker.

  2. Hak løg og hvidløg fint og svits det i resten af olivenolien på samme pande.

  3. Tilføj spinat og lad det svitse med i ca 2 minutter.

  4. Tilføj fløde og laks og smag til med sambal oelek, salt og peber.

Bechamelsauce

  1. opløs maizena majsstivelse i ca 1 dl kold mælk i en gryde.

  2. Riv parmesanosten fint.

  3. Kom resten af mælken og parmesanosten i gryden og bland det grundigt sammen.

  4. Varm langsomt op under konstant omrøring til det koger.

  5. Smag til med muskatnød, salt og peber.

Sammenlægning

  1. Skær cherrytomaterne i kvarte.

  2. Fordel ⅓ af lakse/spinatfyldet i bunden af et mellemstort (26x26x5 cm) ovnfast fad. Fordel ½ af tomaterne over og hæld ⅓ af bechamelsaucen over.

  3. Læg et lag lasagneplader over og fordel ⅓ af lakse/spinatfyldet over lasagnepladern. Fordel ½ af tomaterne over og hæld ⅓ af bechamelsaucen over.

  4. Læg endnu et lag lasagne plader og afslut med den sidste ⅓ af lakse/spinatfyldet og bechamelsaucen.

  5. Afslut med at drysse revet mozzarella over og bag lasagnen i en forvarmet ovn ved 200 °C i 45 minutter .

Opskriftsnoter

Server evt med lækkert brød eller en frisk salat.

Ved at bruge mere eller mindre sambal oelek, kan du justere smagen. Vi bruger 3 tsk til lasagnen her, men smag dig frem. Husk at smagen er mindre intens i den samlede lasagne end i lakse/spinatfyldet, fordi det blandes med de andre ingredienser.

Lakselasagne med spinat og sambal oelek er især et godt bud på en ret til et sammenskudsgilde. Så kommer du med noget nyt og anderledes, som overrasker og imponerer.

Netop det med at overraske er noget jeg godt kan lide. Lad andre opleve en smagskombination de ikke er vant til eller en helt ny smag. Selvom det ikke altid er alle der kan lide det, så har du udvidet deres horisont og plantet et frø hos nogle af dem.

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering