Hvordan har jeg det?

Det er et spørgsmål jeg har fået meget siden mor blev syg og som nok vil komme meget i den næste tid også. Hvad svarer man når man ikke ved det? Det hele er gået så stærkt. Det hele er sket på under 3 måneder. Vi fik beskeden midt i juni at hendes cancer var tilbage, der var håb og behandling blev sat igang. Først så det lyst ud, men det holdt ikke længe. Hun kunne ikke tåle kemoen og derfra var det bare ned ad bakke. Det kulminerede med indlæggelsen på Hospice Limfjord i Skive. Det har været så dejligt at hun var der, hun blev passet så godt på og vi kunne komme og gå, som vi ville. De kunne rumme os ligeså godt som hende og det har gjort tiden nemmere.

Nogle har sagt jeg virker overraskende fattet, men jeg føler mig mere lammet end fattet. Tårerne kommer nemt i øjnene, men de presser sig ikke på. smilet kommer nemt, men det bliver ikke hængende. Det er som om alle følelser er flygtige og ikke stikker dybt. Dybt nede er der koldt og stille – et uberørt frossent landskab. Et tykt lag sne isolerer det fra resten af verden og ligger som en tung dyne over det. De grønne træer er stadig synlige under sneen og det er smukt. Men hvad er der under det? Hvad gemmer sig, som det er nødvendigt at isolere og tynge ned?

Den dag hun døde var fyldt med ro, skønhed og lettelse, men under det lå sorgen, som en dyb og mørk sø. Lettelsen var den sværeste følelse, for den handlede ikke kun om at mor fik fred og ikke skulle lide. Den handlede også om, at jeg nu ikke skulle være helt så splittet konstant. Tiden hvor hun var på Hospice og jeg startede på nyt job var virkelig hård. Når jeg var hos mor var jeg dér helt og uden tanke på andet. Men resten af tiden var jeg på vagt, telefonen inden for rækkevidde og konstant klar til at køre. Konstant dårlig samvittighed over ikke at være til stede i øjeblikket med min kæreste, på jobbet og endda i bilen på de mange ture mellem Skive og Aalborg. Frygten for ikke at være hos hende, at hun skulle dø alene, fyldte selv i søvnen.

Bloggen og alt den indebærer har været sat helt på hold. Der var ikke tid og plads til det arbejde. Der var dog én dag, hvor jeg sad hos mor og redigerede billeder. Hun ville gerne se det jeg laver og de billeder jeg skal bruge til E-bogen. Hun var stolt af mig, men også trist over at hun ikke ville se projektet færdigt.
Jeg har slet ikke kunnet tænke på madlavning. Jens spurgte hvad jeg havde lyst til en af de få dage jeg ikke spiste på hospicet. jeg kunne ikke komme på noget. I den sidste måned har mad været noget jeg spiste, fordi jeg var sulten. Ikke noget som jeg har nydt at fremstille, se på eller bruge tid på at nyde smagen af.

Det kommer stille og roligt tilbage og jeg er ved at lave en opskrift til jer, som bliver min hyldest til min mor. Hendes yndlingskage, som hun elskede at bage.

11169885_10205816848273188_6243836882272345809_n

Share:

2 Comments

  1. Susanne
    2016-09-21 / 1:52 pm

    Kære Tekla
    Må jeg kondolere dig og dine kære. ❤️
    Smuk måde du skriver og beskriver forløbet på, men alle de tanker og følelser der er så menneskelige i sådan er svær og trist tid.
    Ønsker jer alle kræfter til at komme igennem sorgen og ud på den anden side hvor smilene bliver længere og jeg ved det er i din mor’s ånd at I skal være lykkelige igen❤️
    Kærligst fra Susanne en der elsker din blok

    • Tekla
      Forfatter
      2016-09-24 / 11:44 am

      Tak Susanne
      Det er netop i mors ånd, og urnenedsætningen var en lille privat begivenhed, hvor der ikke blev grædt men i stedet grinet. Min nevø på 6 fandt det meget mærkeligt, at mormor var så lille efter hun var brændt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *