Jeg har nu besøgt Aalborg teater et par gange og begge gange har de imponeret mig! De bruger enkle men effektive elementer i deres scenografi. Gummitarzan bragte mig tilbage til min ungdom, både brugen af rekvisitter, lys og lyd satte en fantastisk stemning. Historien er en, som har plaget mig siden barndommen. En dreng, som bliver terroriseret og som ikke har støtte eller forståelse derhjemme. Den dreng får for en kort stund mulighed for at slippe ud af det helvede han lever i. Men kun for en kort bemærkning. For mig knuste det alt håb om at bryde ud af den virkelighed jeg befandt mig i. Mobbet og udenfor i skolen og uden forståelse eller støtte hjemmefra. Heldigvis kan jeg se historien fra an anden vinkel i dag og jeg nød til fulde forestillingen.
Den take de har på historien, gav den en mindre trøstesløs slutning end den originale historie. Og det er nødvendigt, da forestillingen også er henvendt til børn. For et par år siden overværede jeg en fortælling af Tommelise og Skyggen i forbindelse med H.C. Andersen festivals. En professor fortalte om eventyrene fra et literaturhistorisk perspektiv og en historiefortæller fremførte eventyrene. Efter fremførelsen fortalte hun om fortælleteknik og her sagde hun, at man ikke må slutte en historie til børn med håbløshed. Den originale historie om Gummitarzan slutter i håbløshed. Han havde én dag, hvor han kunne forsvare sig selv. Da den dag var ovre, vendte han tilbage til den hverdag han desperat havde forsøgt at undslippe. Som barn, så jeg ikke de lektier han havde lært. Stykket her fremhæver de ting han lærer, giver ham et valg og hans virkelighed forbedres til sidst.
Jeg elsker den stemning de skaber i stykket. Hvor meget jeg end har hadet firserne og halvfemserne, specielt stilen og farverne, så bringer det glæde. Lydsiden især fangede min idé om den periode og var fyldt med glæde, energi og symbolik. Det er også min favoritperiode, når det kommer til temafester!
Kan I nå det, vil jeg stærkt anbefale at se Gummitarzan med hele familien.
