Årets pinsefrokost gav mig muligheden, for at lave en glutenfri vegetarisk tapas anretning, som jeg længe har gået og tænkt over. Tapas er jo ofte forbundet med meget ost, mange slags pølser og saltet/tørret kød, anrettet lidt som et pålægsbord. Der er altid grønt, frugt og forskellige snacks, men hvad serverer du hvis du vil lave et tapasbord helt uden kød?
Jeg brugte anledningen til, at teste Frias glutenfrie butterdej. Allerhelst ville jeg lave alt fra bunden selv, men jeg har endnu ikke lavet en god butterdejsopskrift, så at eksperimentere med det også, var lige i overkanten. Desuden er den fra Fria overraskende god. Man skal selv rulle den ud, hvilket gør den mindre tør, men der er selvfølgelig lidt arbejde i det. Jeg har testet en butterdej tidligere som slet ikke puffede op, og det skal en butterdej altså. Det gør denne så fint og den får en flot gylden farve, så en af dagene skal jeg lave croissanter.
Billederne herunder er taget af min nabo, da jeg ikke havde tid til at lege fotograf, men sådan så anretningerne ud, da det hele blev serveret. En af vores venner udbrød, at jeg serverede enhjørning, deraf #iservedunicorn, som jeg har brugt på billederne på instagram. Slå jer løs og brug det hvis I serverer noget, som ser fantastisk ud 🙂
Glutenfri vegetarisk tapas
Menuen bestod af 14 små anretninger
- Glutenfri pitachips med avocado humus
- Glutenfrie spinatpuffs
- Glutenfri fransk løgtærte
- 2 slags pinde med ost og grønt
- Crispy parmesanpaneret squash
- Glutenfri crostini med rødvinsbagte svampe
- Salsa æggebidder
- Glutenfrie blinis med fetapesto og tomat
- Grillede blommetomater med rosmarin
- Stegte champignon med chili og hvidløg
- Buffalo blomkål med blåostedressing
- Let osteanretning med langtidshævet glutenfrit brød bagt med øl og figner i cognac
- Patatas bravas med hot sauce og citronaioli
Patatas bravas er små fyldte kartoffelcylindere med en stærk chilisauce og en mild mayonnaise. Jeg brugte en lille julienneskærer til, at udhule cylinderne med og skar dem ud i små rustikke cylindere.
Patatas bravas med hot sauce og citronaioli
30-40 stk
9 store kartofler
36 dråber hot sauce eller anden stærk chilisauce
1 portion citronaioli
Skræl kartoflerne og skær dem ud i 3 cm tykke skiver og lav så mange huller, som hver skive kan indeholde, så der er 6-8 mm mellem hver og 3-4 mm ud til kanten. Skær nu rundt om hvert hul, så du laver små cylindere. Dybsteg kartoffelcylinderne i olivenolie til de er blevet mørke og sprøde. Lad dem dryppe af på fedtsugende papir og stil dem på et fad. Kom 1 dråbe hot sauce i hver cylinder og fyld op med citronaioli.
Citronaioli
6 æggeblommer
1 tsk salt
1 spsk hvidvinseddike
2-3 dl smagsneutral olie
2-4 fed hvidløg
1 god stor håndfuld persille
1 citron
2 spsk god olivenolie
lidt hvid peber
Kom æggeblommer, salt og hvidvinseddike i en skål og pisk det godt med håndmikseren eller blend det. Når det er hvidt og skummende kommes olien i, meget langsomt i starten, pisk/blend og tilsæt olie til det er tykt.
Pres hvidløgene og hak persillen fint, riv skallen på citronen fint og bland de tre ting i en anden skål med olivenolie og hvid peber. rør det i mayonnaisen og smag til med peber og evt lidt saft fra citronen.
Der er meget mad, og meget forberedelse involveret i denne menu, men heldigvis kan det meste laves på forhånd og enten fryses eller stå på køl i et par dage, så på selve dagen, var det overkommeligt.
Jeg valgte, at bage ølbrødet samme morgen, men det var bare at tippe det ud af hævekurven over på bagepladen og ind i ovnen,
Fordi jeg elsker kager og desserter havde jeg også lavet denne skønne no bake cheesecake med rosenteinfusionssirup og hindbær, med agar-agar i stedet for husblas. Husblas er jo gelatine, oftest fra svin, så det blev fravalgt i anledning af, at det skulle være vegetarisk.
Desværre er jeg endnu ikke særligt øvet i brug af agar-agar i køkkenet, så det øverste lag stivnede ikke helt. Jeg har brugt det meget som laborant, og har aldrig haft problemer, men der behandles det også en hel del anderledes, så jeg skal lige øve mig noget mere i køkkenet 😉