Tærte er simpelthen det absolut bedste restemad jeg kender. Den anden dag havde jeg en rest krebsehaler, som skulle bruges og tærtedej nok til en lille tærteform til overs fra aftensmaden. Så valgte jeg at komme grønkål og krebsehaler i og krydre æggemassen med estragon.
Tærtefadet som passer til denne portion er kun 18 cm i diameter, så det er en lille tærte, som er perfekt til frokost til 2 med en lækker salat til.
Tærtedejen er fra denne opskrift, og den portion giver nok til en stor tærte og en lille tærte eller to mellem tærter.
Glutenfri tærte med grønkål og krebsehaler
3 små blade grønkål
50 g krebsehaler
2 æg
1 spsk 38% creme fraiche
1 tsk tørret estragon
Salt
Friskkværnet peber
Hak grønkålen groft og blancher den i kogende vand i ca 1 minut. Lad den dryppe af i en sigte. Pisk æg, creme fraiche og krydderier sammen. Læg grønkålen i tærtebunden, drys krebsehalerne over og hæld æggemassen over. Bag tærten ved 200 ºC i 25-30 minutter