Generøse glutenfrie småkager

Hvis du følger med på Instagram ved du, at jeg var et smut forbi Søster Selvsving i Haderslev på vejen hjem fra det sydfynske øhav. De har glutenfrie småkager af mærket Generous og det er simpelthen de bedste glutenfrie småkager, du kan købe.

De generøse glutenfrie småkager fra Belgiske Generous er ikke nogen du kan købe, hvor som helst. Så jeg måtte hamstre 5 pakker med hjem fra Søster Selvsving. Den nærmeste officielle forhandler de selv angiver på deres hjemmeside er i Hamborg.

MEN der er en engrosforhandler i dk, som tilbyder dem og du kan finde listen over de butikker, der fører deres varer her. Så kan du kigge ind til den nærmeste og høre om de skulle have nogle generøse glutenfrie småkager.

Lad os lægge pres på butikkerne, så vi kan få gode kvalitetssmåkager på hylderne!

Glutenfrie småkager fra Generous

Jeg elsker deres navne og de små ordspil på pakkerne. Du kan få dem både i små papæsker og i nogle fine kagedåser af metal.

Sylvain Speculoos

“Han er kongen af genrøsitet”

Sylvain Speculoos smager ligesom Bastogne kiks , de er karameliserede og rige i smagen.

Jeg er helt ikker på at de gør sig helt fantastisk i små issandwich, som jeg vil bruge til dessert næste gang jeg får gæster.

Nicole Noisette

“Det er svært at være mere generøs”

Nicole Noisette er lette og sprøde små makronagtige kager, der smager dejligt af hasselnød.

Ud over at være skønne på kagebordet vil de give den helt perfekte knas til din rabarbertrifli eller gammeldags æblekage.

William Whiskey

“Det er vanedannende at være generøs”

William Whisky er min absolutte favorit og jeg nåede at guffe dem allesammen, før jeg tænkte over om de kunne bruges til noget sjovt.

Det er en sprød kage, som også er lidt i stil med bastogne kiksen i konsistens. Smagen er dog intens chokolade og et lille pift fra whiskyen.

Stella Stracciatella

“Lille men generøs”

Stella Stracciatella minder mest om en klassisk chokoladespecie. Småkagerne er meget små og næsten papirstynde men med en stor smag.

Den er bedst som den er eller dyppet i teen på bedste engelske manér. Men måske vil den også pynte gevaldigt på en lagkage.

Victor vanille

“Hr. Generøs blandt venner”

Victor Vanille er en tyk og blød småkage med en intens smag af vanille.

Den hører i kategorien shortbread, som er en engelsk type af bisquits, som er lidt blødere og ikke så sprøde. De er til gengæld geniale i en cheesecake bund.

Du skal ikke tilsætte ekstra sukker eller ret meget fedtstof og får til gengæld en bund, det kan bages sprød eller være blød alt efter hvad du foretrækker.

Det var en anbefaling af de mest fantastisk glutenfrie småkager fra mig. Jeg håber du kan finde dem i en butik nær dig, ellers må du spørge efter dem indtil de bliver træt af dig og får dem hjem.

P. S. Søster Selvsving skriver, at de vil lave en webshop og det krydser jeg fingre for snart sker. Haderslev ligger jo ikke lige rundt om hjørnet. De har et 100 % naturligt glutenfrit sortiment og de fineste interiør ting i butikken.

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *