De dårlige dage med glutenintolerens/cøliaki

De dage, hvor man virkelig bare ville ønske man kunne bestille en pizza til levering, og bare ikke orker selv at lave mad, eller hente det i den anden ende af byen. De steder, der laver glutenfri til take-away leverer sjældent, og det er bare så træls, på godt jysk.
De dage hvor man bare ville ønske, at man kunne handle ind ét sted og ikke bruge en veritabel formue.
De dage hvor man føler man ingen frihed og spontanitet har, man ville så gerne bare ændre planer, men så ved man ikke om man kan få mad.
De dage føler man lidt, at al ens lykke og glæde bliver fjernet, fordi man ikke kan tåle et så allestedsværende element i maden.

Jeg har haft en ret dårlig periode, med meget dårlige knæ. Jeg bor på tredje sal og i et par uger havde knæene været så dårlige, at jeg ikke kunne overskue trapperne, medmindre det var dødnødvendigt. Så køleskab og fryser begyndte, at være gabende tomt, og jeg var på grænsen af, hvad min gode fantasi kunne få ud af intet til aftensmad. Jeg havde bare brug for, at kunne ringe efter mad og så blev det leveret.
Så jeg havde et lille sammenbrud, jeg er et frygetligt positivt og livsglad menneske, så det virker på en måde “let” set udefra, mine huller er ikke så dybe. Men det er relativt, jo højere man er oppe, jo længere falder man, selvom ikke falder så dybt. Jeg har en tendens til at svæve rundt ret højt oppe, så selvom mine huller ikke er dybe, så er der langt ned.

Der var ingen gråd, ingen fortvivlelse, der var bare en dyb frustration. Mest over at jeg ikke bare kan det jeg plejer. Det er første gang jeg for alvor, sådan virkelig for alvor har følt min glutenintolerens har ødelagt min dag. Og den blev det jo også kun fordi jeg havde andre problemer, som forstærkede min følelse af hjælpeløshed.
I starten var det selvfølgelig svært, men man så fremgang hver eneste dag. Men nu nu er jeg der, hvor jeg kender barriererne og navigerer dem ret nemt. Men det gør jo ikke, at de ikke er der, eller at de ikke står i vejen, for det gør de!

Jeg har været frustreret før, når jeg skal i adskillige butikker, for at finde et melprodukt, som sælges mange steder, men er udsolgt, fordi de undervurderer efterspørgslen. Glutenfrie øl er en af de produkter, de har dem aldrig hjemme, når jeg kommer efter dem, aldrig siger jeg jer. Men jeg har lært at være på forkant og i god tid med alt, så det er altid bare et lille irritationsmoment, som kan ignoreres.

Jeg er typen, der sjældent ser forhindringer eller lukkede døre i livet. Jeg ser muligheder og åbne døre alle vegne. Selvfølgelig hænder det at døre lukkes og uoverstigelige forhindringer står på min vej, men så er der en anden dør, der fører samme sted hen eller jeg går udenom. Det har ført mig mange sjove steder hen i livet, ad snørklede omveje, hvor jeg undervejs har opdaget at mit mål ikke var, der jeg ville hen alligevel. Men nogle gange ender jeg i et hul, hvor der kun er en udvej og den er blokeret. Så må man tage kampen, hvor frugtesløs den end føles. Og livet med glutenintolerens er en gang imellem en kamp. Men glæderne ved at være fri af alle de gener, jeg havde før opvejer det – de fleste dage.

11169885_10205816848273188_6243836882272345809_n

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *