2018 i balance – et ord til at guide mig

Jeg har ladet mig inspirere af Jeanette Hardis fra Let’s Blog some Shit til, at vælge ét ord, som skal guide mig i mine beslutninger. 2018 i balance er målet.  Hun har lavet en guide og skrevet om processen med at vælge et ord, og hvordan hendes ord for 2017 har påvirket hendes valg i 2017. Du kan læse mere lige her.

I stedet for et nytårsforsæt, som oftest er et specifikt mål. Motioner x antal gange om måneden eller tab x antal kilo. Har jeg valgt at lade mig guide af et ord. Det skal ikke kun guide mig til ét mål, men være mit anker og trække en rød tråd gennem alle mine mål for 2018.
Jeg har valgt ordet balance. Det er måske en smule overordnet og kan betyde næsten hvad som helst. Den balance jeg ønsker, at opnå er meget specifikt fokuseret på tid og kontrol over, hvordan jeg bruger min tid.

Vedr. nytårsfortsæt har min svigerinde valgt et virkelig godt ét. Hun må ikke købe noget nyt til sig selv i 2018. Hun må købe brugt men ikke nyt. Ting til personlig hygiejne undtaget selvfølgelig. Bæredygtighed og et opbrud med forbruger mentaliteten. Jeg glæder mig til, at følge med i hvordan det går.

2018 i balance

Hvorfor har jeg valgt 2018 i balance?

2017 har haft en meget skæv fordeling. Min tid er blevet brugt på ting jeg ikke selv har valgt, men som jeg har følt mig forpligtet til. Det har strukket mig ret tynd og jeg mærker konsekvenserne. Tid og følelsen af manglende kontrol over min tid, har været en enormt begrænsende faktor i 2017.

Arbejde og fritid

Ud over, at jeg har arbejdet alt for meget og jeg har virkelig umenneskeligt lidt indflydelse på min arbejdstids placering, fordeling og timetal. Det har gjort, at jeg havde noget nær ingen fritid, hvis jeg ville opnå mine mål med Teklas Køkken, hvilket jeg ikke har nået.

Den meget sparsomme fritid, er også blevet brugt skævt. Min svigerfamilie er meget stor, og dermed følger rigtig mange familiearrangementer. De ses til alle fødselsdage og jeg er fra en familie, hvor jeg ikke engang er inviteret med til alle runde fødselsdage.  Så det er meget overvældende og lidt grænseoverskridende, at skulle til min kærestes mostres fødselsdage hvert år. Specielt, når jeg derved forsømmer min egen familie og mine venner på det groveste. Jeg er nødt til, at vælge og har ladet mig presse til, at vælge skævt i forhold til mine egne ønsker og behov.

Socialt og helbredsmæssigt

Det har medført, at jeg har følt mig lidt ensom, fordi jeg mangler de mennesker jeg har et tæt og langvarigt bånd til. De mennesker, som jeg slapper allermest af sammen med og betror mig til. Du sidder jo ikke og har dybe samtaler om problemer i parforholdet, ensomhed, stress og dybe frustrationer til mosters fødselsdag. Selvom jeg har et godt forhold til, især min kærestes søstre og deres partnere, er det  hårdt, når den slags arrangementer er summen af mit sociale liv.
Specielt et par af mine bedste veninder har jeg næsten helt mistet kontakten med og dét skal der rettes op på! De står øverst på listen over mennesker, som skal besøges i 2018.

Fysisk har jeg også været ude af balance. Min krop har strittet hårdt imod og jeg har kæmpet med store smerter. Hold i nakken, pga dårlig arbejdsstilling på arbejdet, smerter i ryggen og dårlig søvn deraf. Min fod har drillet enormt meget i perioder, og det har sat sig i knæene og hofterne. Min astma har været ude af balance, så den mindste anstrengelse har medført anfald. Alt det har påvirket mit energiniveau i negativ retning. Jeg skal bruge tid på at få kroppen tilbage i funktionel tilstand, det har jeg brug for og dét kræver også tid.

Hvordan skaber jeg et 2018 i balance?

Noget af dét jeg bemærkede var, at jeg havde det fysisk meget bedre på de to rejser jeg var på i 2017. Her var jeg herre over min tid og hvordan jeg brugte den. Årets sidste tre måneder havde jeg det også bedre både fysisk og psykisk. De tre måneder havde jeg faste arbejdstider, som holdt sig på det timetal jeg har kontrakt på. Struktur og frihed til, at bestemme over min tid, gjorde underværker.

For at skabe et 2018 i balance, skal alle beslutninger vejes op imod hvordan de påvirker balancen i mit liv. Vil de forskyde den i den ene eller anden retning og hvor vil jeg gerne forskyde den hen? Der er selvfølgelig en bagatelgrænse, balancen ryger jo fløjten hvis selv aftensmaden bliver til en stor filosofisk overvejelse.

Jeg starter ikke så godt ud, har lagt mig med influenza i 14 dage her i starten af året. Astmatikeren her glemte nemlig, at få sin gratis influenzavaccination i efteråret….. Det var den der fysisk balance vi snakkede om ikke?

Share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *